Formandens nytårshilsen

Hej Drenge

Godt nytår og velkommen til en ny forårssæson i Amalietrøjen. Ved den store succesfulde generalforsamling i november måned fik vi samlet en ny stor og frisk bestyrelse. Denne bestyrelse har netop været samlet for første gang og vi har ved den lejlighed fået uddelt forskellige poster. Jeg vil her kort fortælle hvem der har hvilke opgaver og hvad i kan forvente af de forskellige.

Trænerteamet er, som de fleste nok har fået at vide, blevet et stærkt trekløver af Amalies største profiler. De vil være ansvarlige for den ugentlige træning og stå for 1. Holdets kampe.

Cheftræner: Rune ”Guti” Hviid
1. assistent: Rene ”Faxe” Jacobsen
2. assistent: Per ”300” Kaspersen

Formanden står for kontakten til KBU og dermed for holdtilmelding og løbende administration. Ydermere har vi givet formanden ansvaret for hjemmesiden og kontingentopkrævning. Han er generelt også kontakt person for diverse henvendelser.

Formand: Kasper Wehner

I Amalie har vi traditionelt haft en materiale forvalter der sørger for at vi har de ting der kræves for at gennemføre den daglige træning. Dvs at vedkommende står for at bestanden af bolde, veste, kegler og lign er som den skal være. Har man spørgsmål i den retning kontakter man materialeforvalteren.

Materialeforvalter: Snorre Gudnason

I bestyrelsen lægger vi stor vægt på at der skal være endnu mere social aktivitet i Amalie. Dvs at vi ikke bare skal træne og spille kampe, men vi skal grille, bowle, hygge og meget andet. Til at få det projekt sat i søen har vi nedsat et stærkt festudvalg. De vil stå for den overordnede koordinering og uddelegere forskellige opgaver. Har man ideer til aktiviteter tager man fat i dem og de vil hjælpe jer i gang.

Festudvalget: Maria Kvist, Pia Bøgh-Jensen og Matthias Kruse

I Amalie har vi aldrig været særlig stærke til at finde sponsorer og de sidste par år har vi ikke haft en eneste sponsor. Så for at styrke dette område har vi nedsat en sponsoransvarlig. Vedkommende vil selv prøve at skaffe nogle sponsorer og måske søge fonde og lign. Men denne opgave bliver meget lettere hvis man for opbakning fra Amalies mange medlemmer. Så har man ideer til evt. Sponsorer tager man fat i den sponsoransvarlige som hjælper med resten.

Sponsoransvarlig: Christian Thorn

Fra bestyrelsens side ser vi frem til et fantastisk 2010 og vi håber at i alle støtter op om projektet og er med til at bidrage til at vi får en god sæson.

De bedste hilsner fra bestyrelsen og den ny formand.
Kasper Wehner

Log ind

Hvem er online

Der er i øjeblikket 0 brugere og 1 gæst online.